1) ORGANISERING OG PERSONALESIKKERHED
1.1) Funktionsadskillelse
Sikring af forretningskritiske systemer
Forretningskritiske systemer skal beskyttes ved hjælp af funktionsadskillelse, således at risikoen for misbrug minimeres.
Adgang til produktionsdata
Systemadministratorers adgang til fortrolige oplysninger skal begrænses, registreres gennem logning og stikprøvekontrol skal udføres.
1.2) Politik for mobilt udstyr
Mobilt udstyr
Middelfart Kommune har til enhver tid krypteret mobilt udstyr (Mobiltelefoner, computere, IoT devices, USB nøgler mv.) til gældende standard.
Såfremt medarbejdere installerer eller opbevarer private data eller programmer på enhederne, forbeholder Middelfart Kommune sig retten til enhver tid at slette disse.
Adgang til mobilt udstyr
Mobilt udstyr skal beskyttes med kodeord. Ingen brugere må tildeles tidsubegrænset administratoradgang.
1.3) Fjernarbejdspladser
Adgang fra distancearbejdspladser
Adgang gives kun for brugere, der er autentificerede med brugernavn og kodeord samt enten en personlig digital nøgle eller en fysisk token.
Der skal anvendes krypteret forbindelse.
2) PERSONALESIKKERHED
2.1) Før ansættelsen
Samarbejdsaftaler
For at sikre at Middelfart Kommunes sikkerhedsmålsætning ikke kompromitteres skal ethvert formaliseret eksternt samarbejde hvor en leverandør skal have adgang til Middelfart Kommunes IT-systemer være baseret på en samarbejds- og fortrolighedserklæring. Hvis der er tale om ekstern behandling af personoplysninger skal der også være indgået en databehandleraftale.
Information til eksterne partnere
Relevante interessenter skal informeres og kvittere for modtagelse af informationssikkerhedsreglerne i Middelfart Kommune.
Sikkerhed ved samarbejde med partnere
Ved integration af Middelfart Kommunes systemer og processer med tredjepart skal der indgås en databehandleraftale og integrationen skal risikovurderes på lige fod som ved indkøb af nye IT-systemer.
2.2) Under ansættelsen
Det er ledelsens ansvar at alle medarbejdere:
- Er tilstrækkeligt informeret om deres roller og ansvar i forbindelse med sikkerhed, før de tildeles adgang til Middelfart Kommunes systemer og data.
- Er gjort bekendt med nødvendige retningslinjer, således at de kan leve op til Middelfart Kommunes overordnede informationssikkerhedspolitik.
- Opnår et opmærksomhedsniveau i spørgsmål vedrørende informationssikkerhed, der er i overensstemmelse med deres roller og ansvar i Middelfart Kommune, dette sikres igennem løbende certificeringer.
Uddannelse i IT-sikkerhed
Alle medarbejdere skal læse og have grundigt kendskab til Middelfart Kommunes informationssikkerhedspolitik. Medarbejdere vil blive tilbudt et obligatorisk uddannelsesforløb i informationssikkerhedspolitik.
2.3) Ansættelsesforholdets ophør eller ændring
Tavshedspligt forpligtigelse
Alle medarbejdere bliver ved ansættelsestidspunktet, i ansættelsesbrev, gjort opmærksom på forpligtigelse vedr. tavshedspligt og at denne gælder under og efter ansættelsesophør.
Fratrædelse
Når ansættelse eller midlertidige kontrakter ophæves, skal alle tilknyttede rettigheder trækkes tilbage. Id-kort og lignende skal afleveres, og it-udstyr skal inddrages senest sidste arbejdsdag.
3) STYRING AF AKTIVER
3.1) Ansvar for aktiver
Ejerskab af aktiver
Ejerskabet og ansvaret for IT-udstyr ligger i den afdeling som har indkøbt det.
Middelfart Kommunes informationer på sociale netværk
Middelfart Kommunes fortrolige og personfølsomme oplysninger må ikke deles på sociale netværk. Middelfart Kommunes øverste sikkerhedsansvarlige kan til enhver tid beslutte at udvalgte apps, sociale medier og hjemmesider ikke kan tilgås fra Middelfart Kommunes IT-platform.
Ejer skal tilbagelevere aktiver
Ejeren/lederen af det enkelte aktiv er ansvarlig for tilbagelevering af udleveret IT-udstyr m.v. ifm. ophør af et ansættelsesforhold.
3.2) Klassifikation af information
Informationer og data skal klassificeres som følger:
- Personoplysninger: Enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som fx et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en online-identifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet. Se i øvrigt Datatilsynets definition for personoplysninger på deres hjemmeside.
Personoplysninger på mobile enheder
Der må kun opbevares og behandles personoplysninger på mobile enheder, der er administreret igennem Middelfart Kommunes MDM-system og i de arbejdsrelaterede apps.
IT-chefen afgør til enhver tid, hvilke mobile enheder og fabrikater, der understøttes samt hvilke arbejdsrelaterede apps der kan anvendes. Der må kun anvendes enheder ejet af Middelfart Kommune, altså ingen anvendelse af private enheder (BYOD)
Udveksling af data
Når der udveksles personoplysninger, skal der anvendes sikre medier eller transmissionsprotokoller som følger dagens standard.
Udskrivning
Printere, som benyttes til udskrivning af personoplysninger, skal placeres i lokaler, der ikke er offentlig tilgængelige og kan kun benyttes ved brug af medarbejderkort.
Udskrevne dokumenter med personoplysninger skal makuleres når deres formål ophører. De må ikke ligge frit tilgængelige.
3.3) Mediehåndtering
Brug af bærbare medier
Alle bærbare medier, f.eks. USB-hukommelse, PDA’er, cd’er, dvd’er eller disketter skal til enhver tid være krypteret efter dagens standard.
Afskaffelse og genbrug af medier
Alle datamedier, for eksempel harddiske, disketter, cd, dvd, bånd og hukommelsesenheder, skal afleveres til videre behandling af IT-afdelingen.
IT-afdelingen afgør den videre behandling for mediet herunder om det skal destrueres.
4) ADGANGSSTYRING
4.1) Krav til adgangsstyring
Adgangen til at udføre handlinger på kommunens IT-systemer skal være beskyttet af autorisationssystemer.
Overvågning af netværk
IT-afdelingen er ansvarlig for kontinuerligt at overvåge brugen og sikkerheden af Middelfart Kommunes netværksinfrastruktur. IT-afdelingen er ansvarlig for identificering, diagnosticering, løsning og rapportering af hændelser, samt for samarbejde med andre interessenter.
Overvågning af internet-brug
Middelfart Kommune har mulighed for at filtrere og begrænse internetadgang.
Styring af netværksadgang
It-afdelingen sikrer at arbejdsnetværk kun kan tilgås af udstyr eget af Middelfart Kommune. Formålet er at undgå uautoriseret anvendelse af arbejdsnetværk og hertil knyttede tjenester.
Forbindelse til fremmede trådløse netværk
Brugere må forbinde Middelfart udstyr til fremmede trådløse netværk, forudsat at Windows Firewall er tændt og at firewall ikke tillader undtagelser.
Adgang til trådløse netværk
Brugere skal autentificeres ved hjælp af et certifikat før der gives adgang til Middelfart Kommunes trådløse netværk.
Gæsters brug af Middelfart Kommunes trådløse netværk
Gæstenetværket kan og må kun anvendes til internet-adgang, ikke til direkte adgang til interne systemer.
Gæster får adgang til gæstenettet ved hjælp af en engangsadgangskode.
4.2) Administration af brugeradgang
Brugerregistrering og -afmelding
Der skal foreligge tilgangsskema for alle nye brugerkonti før en bruger kan oprettes.
Afdelingsleder er ansvarlig for at der afleveres afgangsskema når en medarbejder fratræder sin stilling.
Alle brugere skal have en unik identitet til personlig brug, der må ikke anvendes fællesbrugere
Der skal benyttes en passende autentifikationsteknik til verifikation af brugernes identitet.
Brugeridentiteten skal kunne spores til den person, som er ansvarlig for en given aktivitet.
Tildeling af brugeradgang
Systemansvarlig skal sikre, at der kun autoriseres personer, der er beskæftiget med de formål, hvortil oplysningerne behandles. Tildeling af brugeradgang til et IT-system skal altid bekræftes af den pågældende medarbejdes leder og journaliseres.
De enkelte brugere må kun autoriseres til rettigheder, som de har behov for i deres daglige arbejde.
Der må desuden autoriseres personer, for hvem adgang til oplysninger er nødvendig med henblik på revision eller drifts- og systemtekniske opgaver.
Styring af brugernavn og kodeord
Tildeling af brugernavn og kodeord og ændring af disse, må kun kunne udføres af systemadministrator eller af brugeren selv hvor dette er muligt.
Overdragelse af kodeord
Kodeord må ikke overdrages på ukrypterede forbindelser. Kodeord kan overdrages verbalt, også for eksempel over telefonen.
Halvårlige kontroller af autorisationer m.v.
Systemansvarlig skal halvårligt sikre at der foretages kontrol af autorisationer.
Kontrollerne skal dokumenteres i ESDH-systemet som relateret sag til systemets IT-sikkerheds sag.
Inddragelse af privilegier ved fratrædelse
I forbindelse med fratræden eller afskedigelse af personale, er det nærmeste leder, der har ansvar for inddragelse af privilegier (f.eks. diverse udlånt it-udstyr, systemadgange mv).
Brugernedlæggelse ved aftrædelse
Det er den enkelte leders ansvar at informere IT-afdeling og systemejere, når en medarbejder fratræder sin stilling.
Systemansvarlig skal sikre at den pågældende bruger nedlægges i det enkelte IT-system.
IT-afdelingen er ansvarlig for sletning af data, herunder mail, kalender, p-drev, mobileenheder, pcer mv.
Den enkelte leder er ansvarlig for sletning og oprydning efter den fratrådte medarbejder på afdelingens fællesdrev.
4.3) Brugernes ansvar
Brug af autologin funktioner
Automatisk login eller systemer hvor kodeord gemmes i genveje eller på funktionstaster må ikke bruges.
Genbrug af kodeord
Det er ikke tilladt at genbruge det samme kodeord på interne og på eksterne systemer.
Kodeord er strengt personlige
Kodeord er strengt personlige og må ikke deles med andre.
Krav til længde af kodeord
Kodeord skal være mindst 8 tegn.
Krav til indhold af kodeord
Kodeord skal indeholde kombinationer fra mindst tre af følgende kategorier: Store bogstaver, små bogstaver, tal og specialtegn.
Der må ikke benyttes brugernavn, navn eller datoer som en del af kodeord.
Krav til skift af kodeord
Kodeord skal skiftes efter højst 90 dage.
4.4) Styring af system- og applikationsadgang
Tildeling af rettigheder
Den systemansvarlige skal sikre sig, at der kun tildeles rettigheder til det brugeren, har brug for for at kunne udføre sit daglige arbejde.
Brug af systemprogrammer
IT-afdelingen skal begrænse og styre adgangen til systemværktøjer, der kan påvirke eller omgå systemers eller enheders sikkerhed.
IT-afdelingen skal sikre at unødige systemværktøjer ikke er installeret eller tilgængelige på brugeres pc'er.
IT-afdelingen skal sikre at brugen af systemværktøjer begrænses til et minimum af betroede og autoriserede brugere.
Hvor funktionsadskillelse er påkrævet, må brugere ikke have adgang til både systemværktøjer og brugersystemer.
5) FYSISK SIKRING OG MILJØSIKRING
5.1) Sikre områder
Indbrudsalarmer
Middelfart Kommune skal anvende tilstrækkelige alarmsystemer på relevante bygninger og lokaler.
Optageudstyr i sikre områder
Uautoriseret optageudstyr er ikke tilladt i områder hvor der ikke er offentlig adgang.
Brug af adgangskontrolsystemer
Der skal anvendes adgangskontrolsystemer på relevante bygninger og lokaler.
Brug af personlige adgangskort
Medarbejdere skal benytte adgangskort / nøgle ved adgang udenfor normal arbejdstid.
Adgangskort / nøgler er personlige, skal opbevares forsvarligt, og må ikke overlades til andre.
Adgang til kontorlokaler m.v.
Borgere, leverandører m.v. må ikke have uhindret adgang til administrative kontorlokaler og faciliteter, hvori der foretages sagsbehandling.
Miljømæssig sikring af serverrum
Serverrum, krydsfelter og tilsvarende områder skal på forsvarlig vis sikres mod hændelser som brand, vand, eksplosion, varme og tilsvarende påvirkninger.
Brandsikring
Passende brandsikringsudstyr skal forefindes, og være korrekt placeret.
Aflåsning af lokaler og bygninger
Alle døre og vinduer med adgang til/fra bygningerne skal lukkes og låses ved arbejdstids ophør.
Døre til sikrede lokationer i bygningerne skal ligeledes aflåses.
Sikring af kontorer, lokaler og udstyr
Afdelinger, kontorer og andre lokaler, hvor der opbevares systemer med fortrolige og/eller følsomme personoplysninger, skal hindres for adgang. Der skal desuden benyttes et adgangskontrolsystem til styring af adgangen til lokalerne.
Ansvar for den fysiske adgangskontrol
Ledelsen/Intern service har ansvaret for administration af den fysiske adgangskontrol til kontorer. IT-afdelingen har ansvaret for administrationen af den fysiske adgangskontrol til serverrummet.
5.2) Udstyr
Adgang til serverrum og krydsfelter
Adgang til serverrum og krydsfelter tillades kun med sikkerhedsgodkendelse, eller ved overvåget adgang af medarbejdere fra IT-afdelingen.
Adgang for serviceleverandører
Serviceleverandører må kun få adgang til sikre områder når dette er påkrævet.
Udlån af adgangskort
Adgangskort må udlånes til håndværkere, teknikere og andre i henhold til gældende regler for udlån.
Køling
Serverrum skal sikres med veldimensionerede køleanlæg.
Nødstrømsanlæg
Alle forretningskritiske systemer skal beskyttes med nødstrømsanlæg til at sikre hurtig og korrekt system-nedlukning i tilfælde af strømudfald.
Forsyningssikkerhed
IT-afdelingen har ansvaret for at alle forsyninger som elektricitet, køl og ventilation skal have den fornødne kapacitet, og løbende inspiceres for at forebygge uheld der kan have indflydelse på it-systemerne.
Sikring af kabler
Faste kabler og udstyr skal mærkes klart og entydigt.
Dokumentation skal opdateres når den faste kabelføring ændres.
Vedligeholdelse af udstyr og anlæg
Leverandører må kun udføre reparationer og vedligeholdelse under opsyn.
Kritiske/følsomme informationer skal slettes fra udstyr der repareres eller vedligeholdes uden for Middelfart Kommune.
Udlån af udstyr
Udlån af udstyr skal være tidsbegrænset.
Fortrolige informationer i offentlige rum
Fortrolige informationer må ikke efterlades uden opsyn i offentlig tilgængelige rum.
Der skal udvises forsigtighed ved omtale af fortrolige informationer i offentlige rum.
Afskaffelse eller genbrug af udstyr
Når udstyr bortskaffes eller genbruges, skal kritiske/følsomme informationer og licensbelagte systemer fjernes, overskrives eller destrueres.
Placering af udstyr
Udstyr skal placeres eller beskyttes så risikoen for skader og uautoriseret adgang minimeres. Udstyr skal placeres, så information ikke er tilgængelig for uvedkommende.
Tyverimærkning af IT-udstyr
Alt udstyr skal være tydeligt mærket for at minimere risikoen for tyveri.
Brug af kodeordsbeskyttet pauseskærm
Alle skal aktivere kodeordsbeskyttet skærmlås når en arbejdsstation forlades. Kodeordsbeskyttet skærmlås aktiveres automatisk efter 15 minutter uden brug. Middelfart Kommunes tandpleje er arbejdsstationer tilknyttet tandbehandling (Digora og TK2) fritaget fra førnævnte.
Opbevaring af fysiske dokumenter
Skriveborde skal ryddes for fortrolige dokumenter senest ved arbejdsdagens afslutning.
Opbevaring af fortrolige informationer på privat pc
Der må ikke opbevares personoplysninger eller fortrolige informationer på privat udstyr.
6) DRIFTSSIKKERHED
6.1) Driftsprocedurer og ansvarsområder
Driftsansvar
IT-afdelingen er ansvarlig for drift, administration og sikkerhed af egendriftede IT-systemer.
Dokumentation
IT-afdelingen skal løbende vurdere dokumentationsbehov for alle væsentlige systemer og IT-relaterede forretningsgange.
Adskillelse af udvikling, test og drift
Systemers udviklings- og testmiljøer skal være teknisk og/eller fysisk adskilt fra driftsmiljøet.
Sikring af serversystemer
Servere skal sikres og testes inden implementering i produktionsmiljøet.
Sikring af arbejdsstationer inden ibrugtagning
Alle PC'er, arbejdsstationer og lignende skal sikres af IT-afdelingen inden brug. Brugerne må ikke omgå denne sikring
Sikkerhed i systemplanlægning og indkøb
Ved planlægning af systemer skal sikkerhedsbetragtninger altid medtages i overvejelserne.
IT- og informationssikkerhed skal tages i betragtning ved indkøb, design, aftestning, implementering og opgradering af nye IT-systemer, samt ved systemændringer.
Overvågning af tilgængelighed
IT-afdelingen skal løbende overvåge alle væsentlige IT-systemer.
Ændringsstyring
Ved ændringer skal der foregå en gennemgang af sikringsforanstaltninger og integritetskontroller for at sikre, at disse ikke forringes ved implementeringen.
Implementeringen af ændringen skal foretages på et aftalt tidspunkt så den ikke forstyrrer de involverede forretningsydelser. Fortrinsvis skal ændringer implementeres uden for normal åbningstid.
Kapacitetsplanlægning
IT-systemernes dimensionering skal afpasses efter kapacitetskrav. Belastning skal overvåges således at opgradering og tilpasning kan finde sted løbende.
Forretningskritiske systemer
For forretningskritiske systemer skal test- og driftsmiljøer være funktionelt adskilte uafhængig om de er hostet lokalt eller eksternt.
6.2) Beskyttelse mod malware
Antivirus produkter på arbejdsstationer
IT-afdelingen skal sikre, at der er installeret aktive anti-virus produkter på samtlige computere i Middelfart Kommune, og at disse opdateres højest et døgn efter leverandørens opdateringer.
Adware
Adware beskyttelse baseres på medarbejder-"awareness", sikkerhedsindstillinger i internetbrowser, begrænsninger i brugeres muligheder for softwareinstallation.
Spyware
Installation af spyware søges undgået gennem begrænsningerne i muligheder for softwareinstallation dette gælder også extensions til browsere.
Installation af spyware søges undgået gennem patch-management-processer.
Ansvar for bekæmpelse af malware
IT-afdelingen forestår bekæmpelse af virus, spyware og adware.
Antivirusprogrammer
Anti-virusprogrammer skal være installeret på mobile og middelfart ejet udstyr. Softwaren skal holdes opdateret ved opgradering mindst en gang om ugen.
6.3) Backup
Overvågning af procedurer for sikkerhedskopiering
Muligheden for at retablere data fra backup systemer skal regelmæssigt testes.
Deaktivering af beskyttelsesmekanismer
Det er under ingen omstændigheder tilladt at deaktivere eller omgå Middelfart Kommunes beskyttelsesmekanismer, herunder anti-virus produkter.
Sikkerhedskopiering af data på serversystemer
IT-afdelingen sørger for opbevaring og sikkerhedskopiering af alle forretningskritiske informationer på serversystemer.
Sikkerhedskopiering af data på andre systemer
Såfremt forretningskritiske data ikke opbevares på serversystemer skal systemansvarlig være ansvarlig for etablering af relevant sikkerhedskopiering.
6.4) Logning og overvågning
Halvårlige kontroller af autorisationer m.v.
Systemansvarlig skal sikre at der som minimum skal foretages halvårlig kontrol af alle autorisationer. Procedure for brugerkontroller vil altid være opdateret og beskrevet på intranettet.
Sikring af hændelsesloggen
Systemansvarlig er ansvarlig for at leverandøren sikrer hændelsesloggen i minimum 6 måneder.
Tilsyn af leverandører
Systemansvarlig skal årligt sikre, at der føres tilsyn med leverandørerne ud fra Datatilsynets tilsynskoncepter, dette forhold gælder dog kun IT-systemer indeholdende personoplysninger.
6.5) Styring af driftssoftware
Installation af programmer på arbejdsstationer
Som udgangspunkt er det kun IT-afdelingen der må installere programmer på Middelfart Kommunes arbejdsstationer.
Operativsystemer og applikationer må kun installeres og ændres af IT-afdelingen på godkendt udstyr.
6.6) Sårbarhedsstyring
Større systemopdateringer, for eksempel "service packs".
Når større opdateringer, for eksempel "service packs", er gjort tilgængelige fra leverandører skal systemejer eller systemansvarlig i samarbejde med
IT-afdelingen vurdere om disse skal installeres.
IT-afdelingen sikrer at gældende operativsystemet for udstyr til medarbejdere til enhver tid er tilstrækkelig opdateret.
Information om nye trusler, virus og sårbarheder
IT-afdelingen skal holde sig orienteret inden for de benyttede platforme.
IT-afdelingen skal, når nye sårbarheder annonceres, vurderer for relevans og alvorlighed. Hvis nødvendigt skal passende reaktion prioriteres for at mindske organisationens sårbarhed.
Administration af arbejdsstationer
Administrative adgangskoder må ikke gives til de arbejdsstationer, der anvendes i organisationen. Dispensation kan kun gives under særlige forhold af IT-afdelingen.
Download af filer fra internet
Filer må downloades fra internet i begrænset arbejdsmæssigt omfang.
7) KOMMUNIKATIONSSIKKERHED
13.1) Styring af netværkssikkerhed
Firewalls
Alle arbejdsstationer skal benytte firewalls.
Adgang til netværket
Netadgang og systemadgang begrænses ved brug af godkendte firewalls.
Adgang til applikationer på Middelfart Kommunes netværk
Der gives kun adgang til applikationer på internt netværk, som er sikkerhedsgodkendt af it-afdelingen.
PDA
IT-afdelingen afgør til enhver tid, hvilke mobile enheder og fabrikater der understøttes.
Der må KUN anvendes enheder ejet af Middelfart Kommune, altså INGEN anvendelse af private enheder (BYOD).
Installation af netværksudstyr
Medarbejdere må ikke installere eller ibrugtage udstyr der giver netadgang.
Placering af trådløse netværk
Trådløst udstyr må kun forbindes til den eksisterende infrastruktur ved hjælp af sikkerhedsgodkendt firewall. Det er udelukkende IT-afdelingen, som må opsætte sådant udstyr.
Netværksdokumentation
IT-afdelingen skal vedligeholde et opdateret netværksdiagram.
Netværksdiagrammet skal omfatte samtlige netværksforbindelser.
Netværksdiagrammet skal omfatte samtlige trådløse netværk.
Netværksdokumentationen skal indeholde en beskrivelse af den logiske administration.
Rutekontrol
IT-afdelingen skal begrænse routing imellem forskellige netværkssegmenter således at kun nødvendig trafik videresendes.
Sikring af netværk
IT-afdelingen skal sikre at Middelfart Kommunes netværk beskyttes tilstrækkeligt.
Adgang til aktive netværksstik
Adgang til aktive netværksstik skal styres af IT-afdelingen.
Netværksadgang skal kontrolleres og styres af IT-afdelingen. Kun nødvendige adgange må være aktive i infrastrukturen. Alle øvrige skal være lukket ned.
Godkendelse af krypteringsprodukter
IT-afdelingen skal godkende alle produkter der indeholder kryptografi, før disse må benyttes til fortrolige data.
Fjernstyring
Fjernadministration tillades KUN i forbindelse med support ydet af IT-afdelingen eller en af Middelfart Kommunes IT-leverandører.
Opdeling af netværk
IT-afdelingen skal segmentere netværk for at etablere en passende adskillelse imellem forskellige tjenester, brugergrupper eller systemer.
Mindste krav til netværkssegmentering er at IT-afdelingen etablerer en "demilitariseret zone" (DMZ) hvor offentligt tilgængelige servere placeres adskilt fra internt tilgængelige servere.
13.2) Informationsoverførsel
Brug af kryptering i forbindelse med dataudveksling
Det kræves, at data, der indeholder personoplysninger eller fortrolige informationer, altid er krypteret under transmission.
For yderligere information se Datatilsynets vejledninger til transmission af personoplysninger.
Databehandleraftale
Ved informationsoverførsler af personoplysninger skal der altid indgås databehandleraftale med tredjepart.
Opbevaring og sletning af e-post
E-mail der indeholder personoplysninger, skal behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesfordningen og databeskyttelsesloven og slettes efter 30 dage.
E-mail's der er journaliseret i ESDH-systemer, skal slettes fra Outlook.
Scanning af udgående e-mail
Middelfart Kommune anvender scanningssoftware til at identificere om en e-mail indeholder personoplysniger inden forsendelse.
Auto-Complete
Middelfart Kommune har iværksat tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at mitigere fejl forsendelser, som følge af Auto-Complete. Medarbejdere adviseres igennem et pop-up om de sender til korrekt modtager når der sendes til ekstern modtager.
Denne foranstaltning er obligatorisk og må ikke tilsidesættes.
Fortrolig mail
E-mail med personoplysninger skal før ekstern afsendelse krypteres med godkendt software. På intranettet er anført udførlig beskrivelse af anvendelsen af hhv. sikker post, digital post samt Doc2mail.
Phishing og bedrageri
Uanset at virksomheden udfører indholdscanning af alle e-mails, skal brugere skal være opmærksomme på "phishing" og "social engineering". Der kan være tale om tilsyneladende oprigtige e-mails der forsøger at franarre personlige eller fortrolige oplysninger, eller forsøger at få brugeren til at foretage uønskede handlinger, såsom kryptering af filer.
Ejerskab
Middelfart Kommune betragter alle e-mails som Middelfart Kommunes ejendom. Ved sygdom og lignende, kan din outlook profil blive overtaget af din chef eller en af chefen udpeget kollega.
Middelfart kommunes mailadresser må ikke bruges til privatbrug.
Vedhæftede filer
IT-afdelingen blokerer for følgende filtyper: *.exe, *.vbs, *.zip, *.scr, *.bat, *.cmd. IT-afdelingen udvider eller indskrænker mængden af blokerede filtyper løbende, baseret udfra en løbende sikkerhedsvurdering.
Automatisk videresendelse af e-mail
Det er ikke tilladt at opsætte agenter eller lignende, som automatisk videresender mail til eksterne mail-konti. Det er dog tilladt i forbindelse med ferie, sygdom, barsel mv. at opsætte agenter eller lignende som videresender indkomne mails til anden kollegas arbejdsmail (*@middelfart.dk).
IT-afdelingen kan give dispensation til dette ud fra en konkret risikovurdering.
Spam-mail beskyttelse
IT-afdelingen bortfiltrerer e-mail der opfylder Middelfart Kommunes kriterier for spam-mails.
Medarbejderne skal udvise forsigtighed med deres brugeridentitet i forbindelse med videregivelse af f.eks. mailadresser, samt i forbindelse med modtagelsen af uønskede e-mails.
7.3) Aftaler om informationsudveksling
Indhold af samarbejde- og fortrolighedserklæringerne
En samarbejds- og fortrolighedserklæring skal anvendes når en leverandør skal have adgang til Middelfart Kommunes IT-udstyr, fagsystemer eller fysiske dokumenter af fortroligkarakter eller indeholdende personoplysninger.
Se skabelon på intranettet.
Databehandleraftaler
En Databehandleraftale må ikke underskrives uden at den er godkendt af Digitalisering og Informationssikkerhed.
Skabelon til databehandleraftale kan altid findes på intranettet.
8) ANSKAFFELSE AF SYSTEMER
8.1) Anskaffelsesprocedurer
Anskaffelsesprocedurer
Vejledning til anskaffelse af IT-systemer findes på intranettet og skal til enhver tid overholdes.
9) STYRING AF INFORMATIONSSIKKERHEDSBRUD
9.1) Styring af informationssikkerhedsbrud og forbedringer
Ansvar og forretningsgange for sikkerhedshændelser
Der er udarbejdet en procedure der beskriver hvordan sikkerhedsbrud håndteres og som løbende opdateres jf. gældende lovgivning.
Proceduren kan findes på intranet.
Proces for reaktion på hændelser
IT-afdeling og DPO skal sikre en passende reaktion på sikkerhedshændelser. Alle væsentlige hændelser skal samles og videregives til det kommende Informationssikkerhedsmøde.
Rapportering af virusangreb
Ved mistanke om virus, skal det omgående rapporteres til IT-afdelingen.
Rapportering af programfejl
Ved programfejl skal pågældende systemansvarlig eller systemadministrator kontaktes.
Rapportering af formodede sikkerhedshændelser
Ved konstatering af en sikkerhedshændelse følg vejledning på intranet eller kontakt IT-afdeling/DPO.
10) LOV- OG KONTRAKTKRAV
10.1) Identifikation af gældende lovgivning og kontraktkrav
Opbevaring og behandling af personoplysninger
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder ved enhver opbevaring og behandling af personoplysninger.
10.2) Immaterielle rettigheder
Retningslinjer for ophavsrettigheder
Brugere må ikke installere systemer uden autoriserede licenser.
Brugere må ikke kopiere, konvertere eller udtrække information fra billed- og lydfiler eller tilsvarende ressourcer med mindre dette specifikt tillades fra rettighedshaveren.
Brugere må ikke kopiere bøger, artikler, rapporter eller andre dokumenter, helt eller delvist, med mindre dette specifikt tillades fra rettighedshaveren.
10.3) Beskyttelse af registreringer
Elektroniske dokumenter
Elektroniske kopier af dokumenter, for eksempel indscannede dokumenter og faxer, med personoplysninger må kun behandles på Middelfart Kommunes IT-udstyr.
10.4) Privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger
Principper for behandling af personoplysninger
Middelfart kommune skal sikre at personoplysninger behandles loyalt, lovligt og på en gennemsigtig måde for den registrerede
Middelfart kommune må indsamle personoplysninger til udtrykkeligt angivne og legitime formål.
Personoplysninger skal være relevante, tilstrækkelige og må kun bruges til det fastsatte formål.
Personoplysninger skal være korrekte og ajour og det skal sikres at urigtige oplysninger omgående kan rettes eller slettes.
Personoplysninger må ikke opbevares længere end nødvendigt.
Middelfart kommune skal sikre korrekt behandling og dokumentere at databeskyttelsesforordningen overholdes.
Lovlig behandling af personoplysninger
Behandling af personoplysninger må kun ske hvis:
- Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelsen af foranstaltninger, der træffes på dennes anmodning forud for indgåelsen af en sådan kontrakt.
- Behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for Middelfart kommune.
- Behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser.
- Behandlingen er nødvendig for udførelse af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som Middelfart kommune har fået pålagt.
- Behandlingen er nødvendig og legitim, medmindre den registreredes interesser og rettigheder går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn. Dette gælder ikke for den behandling, som offentlige myndigheder foretager som led i udførelsen af deres opgaver.
- Behandling af personoplysninger, der er nødvendig til historiske, statistiske eller videnskabelige forskningsformål, er lovlig dog med visse forbehold.
Eller hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke.
Anmeldelse af brud på persondatasikkerheden til tilsynsmyndigheden
Middelfart kommune (den dataansvarlige) skal senest 72 timer efter et brud på persondatasikkerheden, foretage anmeldelse til Datatilsynet. Anmeldelsen skal begrundes, hvis den ikke er indgivet inden for 72 timer
Anmeldelse skal blandt andet beskrive bruddets art, karakteren af bruddet på persondatasikkerheden, konsekvenser og afhjælpende foranstaltninger.
Middelfart kommune skal dokumentere alle brud på persondatasikkerheden, herunder kendsgerningerne i forbindelse med bruddet, dets virkninger og de iværksatte afhjælpende foranstaltninger.
Forudgående godkendelse og høring for behandling af personoplysninger
Middelfart Kommune, eller databeskyttelsesrådgiver, skal foretage høring hos Datatilsynet inden behandlingen af personoplysninger, hvis konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse viser, at en behandling kan indebære store konkrete risici.
Datatilsynet kan vurdere, at det er nødvendigt at udføre en forudgående høring vedrørende en behandling, der sandsynligvis kan indebære specifikke risici for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder i medfør af dens karakter, omfang eller formål.
Gennemsigtige oplysninger og meddelelser for personoplysninger
Middelfart Kommune (den dataansvarlige) skal sikre, at der er fastsat gennemsigtige og lettilgængelige regler for behandlingen af personoplysninger og udøvelsen af registreredes rettigheder.
Middelfart Kommune skal sikre, at det er muligt at kunne udlevere alle oplysninger og meddelelser vedrørende behandlingen til den registrerede i en letforståelig form og i et klart og forståeligt sprog, som er tilpasset den registrerede
Databeskyttelse af personoplysninger
Middelfart Kommune skal iværksætte passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger og procedurer, så behandlingen opfylder databeskyttelsesforordningens krav og sikrer beskyttelsen af den registreredes rettigheder.
Middelfart Kommune skal gennemføre mekanismer med henblik på at sikre, at kun de personoplysninger, der er nødvendige til det specifikke formål med behandlingen, behandles.
Middelfart Kommune skal sikre at oplysninger ikke indsamles eller opbevares ud over, hvad der er nødvendigt til disse formål, både med hensyn til mængden af oplysninger og opbevaringsperioden.
Middelfart Kommune skal med sikringsmekanismerne særligt sikre, at personoplysninger ikke stilles til rådighed for et ubegrænset antal personer.
Ret til at klage over behandling af personoplysninger
De registrerede har ret til at klage til Datatilsynet, hvis de finder, at behandlingen af deres personoplysninger ikke er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og gældende dansk lovgivining om databeskyttelse.
Ret til indsigt i personoplysninger
Den registrerede har til enhver tid ret til, at anmode Middelfart Kommune om at få indsigt i, hvilke personoplysninger der behandles om vedkommende.
Hvis sådanne personoplysninger behandles, skal Middelfart Kommune blandt andet fremlægge formål, kategorier, modtagere, tidsrum for behandling og klagemulighed.
Princip for videregivelse af personoplysninger
Enhver videregivelse af de personoplysninger, som Middelfart Kommune behandler må kun finde sted, hvis betingelserne i databeskyttelsesforordningen overholdes.
Konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse for personoplysninger
Middelfart Kommune (den dataansvarlige) skal gennemføre systematisk konsekvensanalyse for beskyttelse af personoplysninger, hvis behandlingen af personoplysninger kan indebære specifikke risici for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
Ret til berigtigelse af personoplysninger
Den registrerede kan kræve, at Middelfart Kommune retter forkerte personoplysninger om den registrerede.
Den registrerede har ret til at få rettet ufuldstændige personoplysninger, bl.a. ved at kræve en berigtigelse.
Udpegning af en databeskyttelsesrådgiver for personoplysninger
Middelfart Kommune skal udpege en databeskyttelsesrådgiver.
Middelfart Kommune kan udpege den databeskyttelsesrådgiver på grundlag af dennes faglige kvalifikationer, ekspertise på området for databeskyttel¬seslovgivning og -praksis samt evne til at udføre opgaver vedrørende personoplysninger.
Middelfart Kommune skal sikre, at databeskyttelsesrådgiverens øvrige arbejdsopgaver er forenelige med den pågældendes opgaver og ansvar som databeskyttelsesrådgiver og ikke medfører interessekonflikt.
En databeskyttelsesrådgiver udpeges for en periode på mindst to år og kan kun afskediges, hvis vedkommende ikke længere opfylder betingelserne for at varetage hvervet.
En databeskyttelsesrådgiver kan være ansat af Middelfart Kommune eller udføre sit hverv på grundlag af en tjenesteydelseskontrakt.
Middelfart Kommune skal meddele navnet på og kontaktoplysningerne for databeskyttelsesrådgiveren til Datatilsynet og offentligheden.