Online kurser og awareness

Byrådet har som en del af Den Overordnede Informationsikkerhedspolitik forpligtet Middelfart Kommune til løbende at arbejde med uddannelse og kompetenceløft indenfor informationssikkerhedsområdet.

Databeskyttelsesforordningen tilskriver endvidere i artikel 24 stk. 1; at organisationen skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at forordningen overholdes. Under de passende organisatoriske foranstaltninger regnes det at gennemføre løbende kurser i databeskyttelse normalvis.

Derudover er uddannelse af medarbejdere en oplagt mulighed for at minimere antallet af sikkerhedsbrud. Medarbejdernes evner og forståelse for, hvordan man sikkert behandler persondata, betragtes som værende helt essentielle for, at Middelfart Kommune kan etablere et passende sikkerhedsniveau. Middelfart Kommune arbejder derfor løbende med, kompetenceløft, der sikrer korrekt behandling af borgernes data, i erkendelse af, at medarbejdernes viden og kompetencer er bærende for den generelle Informationssikkerhed på lige fod med tekniske systemer.

Online kurser

Start kursus i Persondataforordningen

Middelfart Kommune udbyder er kursus i Persondataforordningen.
Kurset har til formål at sikre medarbejdernes viden om Persondataforordningen, så kommunens ansatte ved, hvordan sagsbehandling og behandling af borgernes data skal foregå for, at det er i overensstemmelse med reglerne.

Kurset skal sikre medarbejdernes viden om, hvordan og hvornår personoplysninger må indsamles, registreres, anvendes, videregives og offentliggøres.

Målgruppe:

Obligatorisk for alle ansatte med adgang til Middelfart Kommunes IT-systemer.

Særlige forhold:

Kurset udbydes i 3 niveauer:

  1. Basis: Medarbejdere, hvis primære arbejdsopgaver ikke er sagsbehandling f.eks. pleje- og omsorgspersonale, undervisere, pædagogisk personale, servicemedarbejdere og byrådsmedlemmer
  2. Mellem: Medarbejdere, hvis primære arbejdsopgaver er sagsbehandling eller administration, f.eks. sagsbehandlere, sekretærer, kommunikation og økonomi
  3. Udvidet: f.eks. konsulenter, HR, juridisk afdeling, IT-afdelingen, systemejere, teamledere, ledere og direktion.

Recertificeringsinterval:

Kursusinvitation udsendes 7 dage efter oprettelse af bruger i IT. Certifikat udstedes ved beståelse og har en gyldighed af 1 år. Der udsendes en indkaldelse til recertificering med 1 års mellemrum.

Start kursus i cyber- og informationssikkerhed

Som et supplement til kurset i Persondataforordningen udbydes der et kursus i Cyber- og informationssikkerhed.

Cyber- og informationssikkerhedskurset har til formål at sikre brugernes færdigheder indenfor sikker brug af Middelfart Kommunes IT-systemer. Konkret skal kurset gøre medarbejderne i stand til at forholde sig kritisk til eksterne trusler. Med kurset får medarbejderne således en række færdigheder, der er med til at styrke Middelfart Kommunes IT-sikkerhed af hensyn til kommunens evne til at opretholde stabil drift og forsvare de data borgerne har betroet os.

Målgruppe:

Obligatorisk for alle ansatte med adgang til Middelfart Kommunes IT-systemer.

Særlige forhold:

Kurset udbydes målrettet til henholdsvis ansatte og ledere.

Recertificeringsinterval:

Kursusinvitation udsendes ved oprettelse af bruger i IT. Certifikat udstedes ved beståelse og har en gyldighed af 1 år. Der udsendes en indkaldelse til recertificering med 1 års mellemrum.

Start kursus i GDPR Awareness, HR og ledere

Kurset udbydes for at sikre ledere og HR-medarbejdere kompetencer, der understøtter korrekt behandling af data og forståelse for forhold omkring ansættelser.

Målgruppe:

Kurset er ikke obligatorisk. Men tilbydes alle medarbejdere. Ledere og HR-medarbejdere forventes at tage kurset.

Særlige forhold:

Der udsendes ikke invitationer til kurset, men tilbydes ved login på kursussystemet.

Recertificeringsinterval:

Kursuscertifikatet har en gyldighed af 1 år.

Praktisk information

Kurserne fungerer ved, at deltagerne gennemfører et spil, der løbende oplyser om f.eks. Databeskyttelsesforordningen på en let forståelig måde. I de forskellige faser af spillet lærer deltageren om praksisnære problemstillinger og testes i deres viden om specifikke temaer. Til sidst i kurset gennemføres en samlet test, der enten kan bestås eller dumpes. Deltageren vælger selv, hvornår de føler sig tilstrækkeligt klar til prøven. Hvis en deltager dumper, er det muligt at prøve igen. Temaer der giver særlige udfordringer, har medarbejderne mulighed for at dykke yderligere ned i. Når kurset er bestået, modtager deltageren et certifikat.

Der er givet særlig dispensation for deltagelse i kurserne i Persondataforordningen, Cyber- og informationssikkerhed samt God forvaltningspraksis. Dispensationen er kun gældende for medarbejdere, hvis primære arbejdsopgaver ikke er ledelse eller administration.

 

Rengøringspersonale

For rengøringspersonalet er der givet dispensation så medarbejderne alene modtager korte beskeder med påmindelser om udvalgte emner, der er relevante i forhold til deres arbejde.
Rengøringspersonale skal oplyses om væsentlige temaer i kurserne i Persondataforordningen samt Cyber- og informationssikkerhed.
Ejendomscenteret er ansvarligt for at sammensætte beskederne, samt mindst 1 gang årligt at bekræfte gennemførslen for Middelfart Kommunes DPO.

 

Plejepersonale indenfor ældreplejen

For personalet i ældreplejen er der givet dispensation, så medarbejderne kan modtage gennemgange af kurserne fra deres ledere. Lederne er ansvarlige for loyalt at gengive væsentlig læring fra kurserne i Persondataforordningen, Cyber- og informationssikkerhed samt God forvaltningspraksis.
Det er de ansvarlige lederes opgave, mindst 1 gang årligt, at bekræfte gennemførslen af kurserne for Middelfart Kommunes DPO.

 

Pædagogisk personale ansat i dagtilbud

For personalet i Dagtilbud er der givet dispensation, så medarbejderne kan modtage gennemgange af kurset i Persondataforordningen fra deres ledere. Lederne er ansvarlige for loyalt at gengive væsentlig læring fra kurserne. Det er de ansvarlige lederes opgave, mindst 1 gang årligt, at bekræfte gennemførslen af kurserne for Middelfart Kommunes DPO.
Personalet skal dog fortsat individuelt gennemføre kurset i Cyber- og informationssikkerhed. Kurset i God forvaltningspraksis er et tilbud, men ikke obligatorisk for det pædagogiske personale

Kursussystemet gør det muligt at lave løbende opfølgning. Dette betyder, at det bliver muligt at få overblik over, hvordan svarprocenten fordeler sig mellem afdelinger, samt se hvor der er behov for yderligere indsats.
Opfølgningen på kurset vil blive tilpasset resultaterne af kurset. Det betyder, at der kan iværksættes tværorganisatoriske kampagner eller afdelingsmålrettede kurser.

Hvis du har spørgsmål eller udfordringer, kan du kontakte Hanne Thouber på hanne.thouber@middelfart.dk.