Det styrker både faglige og sociale fællesskaber – og det kan mærkes i introduktionen, læringen og lysten til at blive hos Middelfart Kommune.
- Jeg oplever det meget givende, da jeg får mulighed for at høre, hvordan andre tackler studerende/elever. Især er det spændende at få perspektiver med fra vejledere med studerende/elever fra andre uddannelser. Det kan give mig andre vinkler i min vejlederolle, siger Greta Pedersen, klinisk vejleder for sygeplejerskestuderende og uddannet vejleder i 2002, og fortsætter:
- Vejledernetværket har haft en positiv betydning, da jeg ikke føler, jeg står alene med udfordringer med studerende. Det giver tryghed at vide, der er fokus på vejlederrollen. Vejledernetværket får mig til at reflektere over min egen vejlederrolle, og på den vis giver en mere nuanceret vejledning til mine studerende.
Udover flere eftermiddagsmøder i løbet af året mødes alle praktikvejledere også hvert år til en årlig, fælles dag med oplæg og workshops. Senest havde vejlederne blandt andet fokus på persontyper og læringsstile, så man måske med små justeringer kan gøre vejledningen endnu mere meningsfuld for den enkelte.
- Vejledernetværket giver mig rigtigt meget, fordi jeg får en viden fra andre vejledere, hvordan de griber rollen an. Det giver mig viden til ting, som jeg ikke selv ville have tænkt på. Jeg får også mulighed for at sparre med andre i konkrete problemstillinger, så jeg har noget at tage med videre hjem i vejlederrollen, siger Helle Thode Christensen, vejleder for ernæringsassistenter siden årsskiftet, og uddyber:
- Selvom vi hjælper studerende fra forskellige uddannelser, så er det ofte samme problemstillinger, vi kan drage nytte af. Det har i hvert fald givet mig mere erfaring at kunne trække på og skabe en konkret forandring i min vejlederolle, som de studerende kan få gavn af.
Den seneste evaluering vurderer netværket til 4,4 ud af 5 og giver blandt værdi for vejlederne på følgende områder:
- Stærkere onboarding: En tydelig og omsorgsfuld introduktion gør en stor forskel – for både læring og fastholdelse.
- Sparring tæt på praksis: Vi deler metoder, øver “den nødvendige samtale” og hjælper hinanden i det, der er svært.
- Fællesskab og kultur: Vi taler om, hvad der kendetegner en god arbejdspladskultur – og hvordan vi inviterer nye ind i den.
- Rekruttering og fastholdelse: En god oplevelse som elev eller studerende får flere til at vælge Middelfart Kommune – også næste gang.
Men den årlige evaluering af Fælles Praktikvejlederdag viser også en tydelig fremgang på tværs af alle parametre:
- “Hvor glad er du for din rolle som vejleder” - fra 4,1 i 2023 til 4,6 i 2025
- “Der er god faglig sparring med andre” - fra 3,8 i 2023 til 4,4 i 2025
- “Der er god støtte til at løse opgaven” - fra 3,4 i 2023 til 4,1 i 2025
- “Jeg har tid til at udvikle vejlederkompetencer” - fra 2,9 i 2023 til 3,9 i 2025

