Store og vigtige dagsordner presser sig på, og derfor er der behov for at fokusere kræfterne. Dels ønskes en fladere ledelsesstruktur, dels ændres opgavefordelingen mellem afdelingerne. Ændringerne har været i høring i Rådhus MED og drøftet på berørte personalemøder samt i direktionen.
Målet med organisationsforandringen er:
- At styrke arbejdet med at implementere byrådets ambitioner på kultur- og fritidsområdet i et tæt samspil med aktørerne og de mange frivillige gennem en mere fokuseret organisering
- At optimere stabenes understøttelse af forvaltninger, direktion, byråd og borgmester gennem en fladere struktur
- At give større kraft og fokus i arbejdet med digitalisering og informationssikkerhed gennem en ny og tydelig organisering.
Derfor er det besluttet at:
- Kultur, Fritid og Staben nedlægges i sin nuværende form som et chefområde, så der bliver en forenklet ledelsesstruktur med færre lag.
- Kultur og Fritid bliver en selvstændig afdeling under ledelse af Kultur- og fritidschef Steen Møller med reference til Kommunaldirektøren. Ud over at varetage opgaverne på kommunens kultur- og fritidsområde inkl. biblioteker, Kulturøen og Bridgewalking, har afdelingen ansvaret for kommunens eventindsats, stadsarkivet samt udviklingsopgaver i forhold til f.eks. den nye attraktion Mind.
- Ledelsessekretariat, HR og Arbejdsmiljø bliver en stabsfunktion til Kommunaldirektøren med Katrine Kabza Andersen som leder. Teamet leverer som i dag understøttelse af Byråd, Borgmester og Direktion samt en række fortsættende opgaver indenfor fx bosætning, bæredygtige lokalsamfund, fundraising, HR, Arbejdsmiljø, Jura, DPO, turisme mv.
- IT-afdelingen bliver en stabsfunktion under Kommunaldirektøren med Lars Bruun Jelle som leder. Teamet vil fortsat stå for den daglige drift og udvikling af kommunens grundlæggende IT-systemer.
- Kommunikationsteamet bliver en stabsfunktion til Kommunaldirektøren med Rasmus Kjølby som leder. Der igangsættes et arbejde med at udvikle en kommunikationsstrategi, som grundlag for et mere strategisk fokus i takt med, at mere af kommunikationsopgaven skal løses decentralt i samarbejde med teamet.
- Der oprettes et nyt team ’Digitalisering og informationssikkerhed’ i Løn og Økonomi. Teamet skal ledes af en teamleder, der ikke er ansat endnu, og bemandes herudover med 7 personer, der er tilført fra eksisterende stillinger i bl.a. IT-afdelingen og Ledelsessekretariatet. Eva Iversen bliver øverste sikkerhedsansvarlige og formand for Informationssikkerhedsgruppen
Ændringerne træder i kraft torsdag den 16. marts.
