Månedens Marathonløber
Fra marts 2022 til marts 2023 har Anna Trolles Skole i Brenderup opnået en besparelse i elforbruget på hele 21,7 procent, og det gør dem fortjent til titlen som Månedens Marathonløber i februar.
Det er ikke første gang skoleleder Maya Lykke Nielsen og teknisk serviceleder Finn Krogh tager imod den fine pris. I oktober 2022 tog de ligeledes imod diplomet, da Fjelsted Harndrup Skole sparede 32,3 procent i deres elforbrug.
Blandt andet har de skruet ned for temperaturen efter forskrifterne og sørget for at holde kulden ude ved at lukke for døre og vinduer på Anna Trolles Skole, fortæller Maya Lykke Nielsen og Finn Krogh.
Månedens Sprinter
Mange bække små, gør stor å. Det gælder også på Ejby Skole, som fra januar til februar har sparet hele 31,4 procent i deres elforbrug.
Ifølge skoleleder Anders Fæster Nielsen og teknisk servicemedarbejder Lasse Christensen er det ikke ét initiativ, der ligger bag den store besparelse, men derimod flere små adfærdsændringer og tilpasninger i hverdagen. Blandt andet er der skruet ned for ventilationen, man sørger for at slukke for lys og interaktive tavler, når de ikke bruges, og skolens store forsamlingsområder bruges kun til store forsamlinger.
Månedens Lyse Idé
På Skrillingeskolen styrer teknisk serviceleder Flemming Enemark udendørslyset efter behov via et CTS-system.
Derfor er udendørslyset lige nu kun tændt to timer om morgenen, og resten af dagen er det slukket.
- Jeg får at vide, når der er møder, aflastning eller andre ting, hvor der er behov for udendørslys, og så sørger jeg for, at lyset er tændt, når de skal bruge det, fortæller han.
Hvis uvelkomne gæster en dag skulle bryde ind på skolen, er CTS’en også indrettet så smart, at alt udendørslyset tænder, hvis tyverialarmen går.
- Så ingen kan lave noget i mørke, understreger Flemming Enemark, som med sine gode idéer til at slukke for lyset vinder diplomet for Månedens Lyse Idé.
Læs mere om Flemming Enemarks lyse ide og de andre vindere på energitemaet.

.jpg?width=1920)