Månedens Marathonløber
Det kan give gode og mærkbare resultater, når man arbejder sammen om et fælles projekt. Det gælder især i kampen for at spare på strømmen.
På Fænøsundvænget Plejehjem ses det tydeligt. Her viser besparelsen fra december 2021 til december 2022, at man med nye vaner og mindre ændringer i dagligdagen kan spare hele 19,7 procent på elforbruget.
Månedens Sprinter
I Børnehuset Egetræet minder børnene hinanden om, at de ikke skal lukke varmen ud til fuglene, når de går udenfor. Samtidig har en elektriker været forbi for at sænke lysstyrken og fikse bevægelsessensorerne i en gang og to grupperum, så lyset kun er tændt, når der er folk i rummene.
Taget i betragtning at Børnehuset Egetræet har haft åbent mellem jul og nytår, og på trods af vinterens mørke og kulde, kan de med den fælles indsats nu kalde sig for vinderen af Månedens Sprinter.
Månedens Lyse Idé
På botilbuddet Guldregnen har det, der startede med et ønske fra en borger om at spare på strømmen, ført til, at de nu har fået diplomet for Månedens Lyse Idé, der kan fungere som inspirationskilde til andre, der ønsker at spare på strømmen.
Ved at slukke for halvdelen af lamperne, dæmpe lyset om natten og sætte tiden på de automatiske sensorer, der styrer lyset, ned, har man sænket elforbruget hos Guldregnen markant. Over det seneste år har de hos Guldregnen opnået en besparelse på 20,5 procent, og det glæder leder Birgit Gregersen, som fortæller, at der er tale om en fælles indsats.
Du kan læse mere om vinderne og baggrunden for deres besparelser på energitemaet.

.jpg?width=1920)