På vej til ledelse

Publiceret 27-04-2022

God kommunal ledelse skal sikre fremtidens velfærd – og vi har brug for nye ledere, der har mod og vilje til at sætte retning med helhedstænkning og ressourcestyring som løftestang og med borgerne i centrum.

Tænker du at ledelse kunne være noget for dig? Har du lyst til at få mere viden om ledelse som fag og de udfordringer og muligheder, der ligger i rollen? Er du nysgerrig på egne styrker og udviklingsområder i samspillet med andre? Og har du lyst til at prøve kræfter med ledelse og ledelsesopgaver i små doser – så har du nu muligheden for at deltage i et tværkommunalt udviklingsforløb med andre ledelseskandidater.

 

Tæt samspil med din nærmeste leder

Forløbet forudsætter, at du har din leders opbakning – også undervejs, hvor din leder vil være din nærmeste sparringspartner og mentor. Sammen udarbejder I en gensidig forventningsaftale, der bliver et fælles fundament for mål, udbytte og jeres løbende dialoger i forløbet.

Undervejs vil du have en række sparringssamtaler med din leder, der både vil adressere dine personlige ambitioner og erkendelser fra forløbet samt koble sig til, hvad der kan være organisationens behov som helhed.

 


Praksislæring undervejs

I forløbet vil du få én eller flere ledelsesopgaver, som du kan prøve kræfter med. Disse aftales med nærmeste leder og med et realistisk blik for tid og ressourcer.

Der er også indlagt et praktikforløb, hvor du kan følge en anden leder i en til to dage og dermed få et blik for, hvordan ledelsesrollen kan udmøntes meget forskelligt afhængig af kontekst og person. Praktikforløbet kan både være i egen organisation eller i et helt andet fagområde, idet fokus er ledelsesfaget generelt. Som udgangspunkt har du selv mulighed for at kontakte den leder, som du ønsker at følge. Vi hjælper dig selvfølgelig på vej med ideer og kontaktpersoner, hvis du har brug for hjælp.

 

Pensum og tidsforbrug

Til hver læringsdag vil der være et par artikler, som du forventes at orientere dig i. Der er dog ikke et egentligt pensum knyttet til forløbet, ligesom du heller ikke skal til nogen eksamen. Vi kan derimod tilbyde supplerende artikler eller forslag til bøger, hvis du undervejs bliver optaget af særlige problemstillinger, som du gerne vil dyrke.

Du skal være indstillet på at læringsdagene kan gå ud over normal arbejdstid og at du derudover må forvente at bruge tid på de ledelsesopgaver, som du aftaler og til mindre hjemmeopgaver og forberedelse undervejs. Det vil være tid, som du ikke ydes særskilt betaling for.

 

Deltagelse

På vej til ledelse er for alle medarbejdere, der ønsker at prøve kræfter med ledelse i praksis. Det er din egen leder, der beslutter, om du kan deltage i forløbet.

 

Pris

Deltagerens egen afdeling/institution betaler kr. 8.000 mens resten betales centralt.

 

Tilmelding, datoer og indhold

Uddannelse