Det kan være situationer, hvor lederne fra personale eller andre, f.eks. pårørende, modtager navngivne eller anonyme henvendelser om, at en ansat har begået så grove tjenesteforseelser, at det giver anledning til at overveje politianmeldelse og/eller alvorlige ansættelsesretlige konsekvenser i form af afsked eller bortvisning.
Det er ikke muligt udtømmende at vejlede om den ledelsesmæssige håndtering af sådanne sager, som altid må vurderes konkret, derfor skal Personalejura altid kontaktes for vejledning og sparring. På den ene side har anmelder som oftest en legitim interesse i, at ledelsen påtager sig at håndtere anmeldelsen hurtigst muligt. På den anden side kan der være en legitim interesse i at beskytte den ansatte mod chikanøse eller åbenbart grundløse anmeldelser. Afvejningen af disse hensyn beror på en konkret vurdering.
Det skal indledningsvis understreges, at der er forskel på, hvordan man skal håndtere sager, hvor der er en reel og kvalificeret mistanke om, at der er begået noget strafbart, hvorfor der skal indgives politianmeldelse og så sager, hvor der ikke er grundlag for at indgive politianmeldelse, men hvor der ”blot” foreligger en grov tjenesteforseelse.
